Opstilling til valget til Region Østdanmark den 18. november 2025

Det første valg til regionsrådet i Region Østdanmark afholdes tirsdag den 18. november 2025. Der skal vælges 47 medlemmer til regionsrådet i Region Østdanmark. Valget afholdes efter de sædvanlige regler om afholdelse af valg til regionsråd, dog med enkelte undtagelser .

I det følgende beskrives de særlige regler, der er fastsat for det første valg til regionsrådet i Region Østdanmark.

Valgperiode og funktionsperiode

Den første valgperiode for regionsrådet i Region Østdanmark regnes fra den 1. januar 2026 til og med den 31. december 2029. Den første funktionsperiode for regionsrådet i Region Østdanmark regnes fra den 1. januar 2027 til og med den 31. december 2029.

Sammenlægningsvalgbestyrelsen

Der udpeges en sammenlægningsvalgbestyrelse, som består af medlemmer af regionsrådene i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Sammenlægningsvalgbestyrelsen varetager de opgaver, som ellers er tillagt det siddende regionsråd og regionsvalgbestyrelsen ved afholdelse af valg til regionsrådet ved valget den 18. november 2025.

Sammenlægningsvalgbestyrelsen beslutter, hvor kandidatlister skal indleveres. Dette vil blive annonceret på både Region Hovedstadens og Region Sjællands hjemmesider.

Sammenlægningsvalgbestyrelsens opgaver varetages som udgangspunkt af Region Sjælland.

Hvem kan stille op? 

For at stille op til regionsrådet i Region Østdanmark skal man have fast bopæl i Region Sjælland eller Region Hovedstaden og i øvrigt opfylde de almindelige valgretsbetingelser i lov om kommunale og regionale valg.

Mindsteantal stillere 

En kandidatliste skal ved valget til Region Østdanmark være underskrevet af mindst 400 og højst 600 vælgere i regionen som stillere.

En kandidat kan ikke være stiller for en kandidatliste, som kandidaten selv stiller op for.

Visse kandidatlister kan blive fritaget fra kravet om at indsamle stillerunderskrifter (stillerkravet). Kandidatlisten skal anmode sammenlægningsvalgbestyrelsen herom senest kl. 12 tirsdagen 9 uger før valgdagen (16. september 2025).

Kandidatlister kan fritages fra stillerkravet, når de ved regionsrådsvalget den 16. november 2021 til Region Sjælland eller Region Hovedstaden opnåede repræsentation i et af regionsrådene, og tirsdag den 16. september 2025 fortsat er repræsenteret i det pågældende regionsråd.

Det er en forudsætning for at blive fritaget for stillerkravet, at der er identitet mellem 1) den kandidatliste, der ved sidste valg opnåede repræsentation i regionsrådet, 2) den kandidatliste, som fortsat 9 uger før valgdagen er repræsenteret i regionsrådet, og 3) den kandidatliste, som nu ønsker at stille op til valget.