Sidste chance for at brevstemme fredag

Publiceret 13-11-2025

Hvis du ikke kan stemme til kommunal- og regionalvalget på valgdagen, kan du i stedet brevstemme. Den sidste dag, du kan brevstemme, er i morgen, fredag den 14. november 2025.

Om få dage, tirsdag den 18. november, er der kommunal- og regionalvalg. Hvis du er forhindret i at stemme på valgdagen, eller hvis du foretrækker at stemme på forhånd, kan du brevstemme inden valgdagen.

Men muligheden for at brevstemme lukker snart, og den sidste dag, du kan brevstemme, er i morgen, fredag den 14. november.

På denne dag holder kommunerne åbent for brevstemmeafgivning på mindst ét sted i hver kommune i tidsrummet kl. 9.00-16.00. Du kan få mere information om at brevstemme i kommunen på de enkelte kommuners hjemmesider.

Sådan brevstemmer du

  • Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune og ikke kun i den kommune, hvor du bor.
  • Du kan eksempelvis møde op på et borgerservicecenter og brevstemme. Nogle kommuner giver også mulighed for at brevstemme på biblioteker eller andre steder. Gå ind på kommunens hjemmeside for at se, hvor du kan brevstemme, og hvad åbningstiderne er.
  • Du skal huske at medbringe gyldig legitimation som kørekort, pas eller sundhedskort, når du møder op for at brevstemme.
  • Hvis du har brevstemt, kan du ikke stemme på valgdagen. Men du kan godt brevstemme igen inden for fristen. Så vil det være den nyeste stemme, der tæller.

Læs mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside

Følg også kommunal- og regionalvalget på X

Pressehenvendelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriets pressevagt:
Tlf.: 21 32 47 27 (modtager ikke SMS)
Mail: pressevagt@sum.dk 

Valgkonsulent Christine Boeskov, valg@im.dk, 25 16 12 06