Når valgstederne åbner til kommunal- og regionalvalget den 18. november 2025, vil foreløbigt 4.786.895 vælgere kunne sætte deres kryds på stemmesedlerne. Vælgertallet er opgjort 15 dage før valget, mandag 3. november 2025. Der bliver nu sendt valgkort til vælgerne i kommunerne. Man kan kontakte sin kommune, hvis man ikke har modtaget sit valgkort fem dage før valget.
480.901 af de stemmeberettigede er udenlandske statsborgere, der bor i Danmark. Heraf er 280.952 fra andre lande i EU, Norden og Storbritannien.
Det foreløbige vælgertal omfatter de vælgere, der har bopæl i kommunen 15 dage før valgdagen. I den kommende uge vil tallet blive udvidet med de vælgere, der i perioden frem til syv dage før valgdagen flytter til Danmark fra udlandet, Færøerne eller Grønland.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet forventer at offentliggøre det endelige vælgertal omkring den 12. november 2025.
Herefter kan vælgertallet til og med valgdagen stadig ændre sig som følge af, at vælgere for eksempel afgår ved døden eller flytter til udlandet.
Læs mere på Indenrigs- og Sundhedsministeriets valghjemmeside
Følg også kommunal- og regionalvalget på X